Om mig
Velkommen til Høvisch Design
Høvisch Design er et kreativt univers skabt af kærlighed til håndværket, fordybelse og plads til at være menneske.
Det hele begyndte i min barsel i 2016, da jeg fandt hæklenålen frem. Jeg ønskede at skabe holdbart, personligt legetøj til mine egne børn. Noget, der kunne bruges igen og igen, vaskes, elskes og gives videre.
Hækling blev hurtigt mere end et praktisk projekt. Det blev mit frirum.
Da jeg ikke kunne finde opskrifter, som var lette at forstå og følge, særligt som nybegynder, begyndte jeg at designe mine egne. Med fokus på tydelighed, sammenhæng og tryghed i processen.
Her blev fundamentet for Høvisch Design lagt.
Jeg skaber med hjertet
Høvisch Design er skabt ud fra ønsket om at samle det hele ét sted. Opskrifter, garn og inspiration, så det er nemt at komme i gang og rart at være i.
Jeg tror på, at kreativitet trives bedst, når rammerne er enkle og gennemtænkte.
Derfor arbejder jeg med:
-
letforståelige opskrifter med mange procesbilleder
-
garnpakker til specielt til mine designs
-
et univers, hvor farver, materialer og udtryk hænger sammen.
Mit visuelle univers er blødt og roligt – ofte med lyserøde nuancer. Ikke fordi det er “pige”, men fordi det er mig. Og fordi jeg tror på, at man godt kan skabe noget personligt og varmt, som stadig er for alle.
Hvorfor jeg fortsætter
Høvisch Design handler ikke kun om hækling. Det handler om at skabe et rum for kreative sjæle, uanset erfaring, alder og tempo.
Et sted hvor håndarbejde ikke er en præstation, men en pause.
Hækling kan:
-
dæmpe stress
-
give ro i kroppen
-
skabe fokus og nærvær
-
styrke følelsen af at skabe noget med egne hænder.
Efter selv at have været stresssygemeldt ved jeg, hvor vigtigt det er, at kreativitet er lystbetonet, og ikke endnu en skal-opgave.
Hos Høvisch Design er der plads til pauser, fejl og langsomme processer. Det er et fællesskab.
Hvem er jeg?
Jeg hedder Signe. Høvisch er mit mellemnavn og en stor del af min identitet. Derfor blev det også navnet på mit brand.
Jeg bor i Ballerup med min mand og vores fire børn. Min familie og mit netværk er min styrke og min største inspiration.
Jeg er uddannet pædagog og vil altid have et stærkt blik for relationer, trivsel og mennesker. I dag uddanner jeg mig til eventkoordinator, hvor jeg fortsat arbejder relationelt, men med endnu mere plads til kreativitet og æstetik.
Alt det, jeg er, tager jeg med ind i Høvisch Design.
Tak fordi du er her
Uanset om du lige har fundet vej hertil, eller om du har fulgt med længe, så er du en del af universet.
Det er en ære at få lov til at inspirere, guide og dele min begejstring for hækling med dig.
Jeg glæder mig til at se, hvad du skaber 💗